Månedens Samlerting 2018

Det ikoniske motiv med arbejderen der nyder en Stjerne Pilsner er fremstillet som emajleskilt i to versioner, her ses den ældste (og flotteste) version med hvælvet plade. Motivet er også benyttet på plakat mm. Tegnet af en af Danmarks dygtigste reklametegnere Sven Henriksen (1890-1935). Fremstillet på Københavns Emaljeværk og udsendt ca 1932. Mål 49 x 35 cm.

Endnu et emaljeskilt for Bryggeriet Stjernen. Her det sjældnere sete motiv med en ølkusk. Også dette skilt er tegnet af Sven Henriksen og udgivet i 1934 blot 1 år før Henriksens tragiske død. Mål 49x35 cm. Ukendt emaljeværk. Interesserede kan læse og se mere i John Juhler Hansens fremragende bog 'Gadens Blikfang'

Denne måneds samlerting har endnu ikke været på Bornholm, og det er jo en stor fejl. Så for at råde bod på dette kommer her tre etiketter fra solskinsøen. Først en ældre sodavandsetiket fra Nexø Mineralvandsfabrik for en meget usædvanlig sort (den eneste etiket jeg pt. kender for denne). Etiketten skulle angiveligt være fra ca. 1870/80erne.

Om Nexø Bryggeris Jule Bryg oplyser Hans Worsøe at etiketten er fra 1947. Schurs Trykkeri i Horsens, der ellers kun trykte mineralvandsetiketter, forsøgte at komme ind på øletiketmarkedet ved at trykke øletiketter i samme papirbesparende format som mineralvandsetiketterne. Der kendes op mod 25 forskellige fra firmaet bl.a. pilsner fra Korsør og Slagelse, en del juleetiketter men ellers hvidtøl og en enkelt skibsøl (også fra Nexø). STOR TAK til Hans for denne spændende information!

Fra Bryghuset Svanekes sodavandsproduktion 2008-2011. En meget spændende og unik form, hvor der måske kunne være kælet mere for det tekstuelle eller måske endnu bedre: have været vist lidt af øens vejnet.

Denne måneds samlerting svælger jo ofte i gamle etiketter som ganske vist er meget fine og spændende, men kan være noget svære at få fat i. Derfor skal Marts månedssamlerting være dedikeret til nyere etiketter som er let tilgængelige men hvor designet absolut ikke fejler noget. Nogle af eksemplerne vil sikkert dele vandene men der er tænkt over det og arbejdet minutiøst med at få en helhed til at fungere. Her en smuk Shandy etiket fra Ørbæk Bryggeri på Fyn. Den var en ud af en serie på 3 forskellige i 2015

Om de 3 mænd i sofen er Tobias, Niels og Claus ved jeg ikke og om tømmermændene efter ølfestivallen er grunden til de har iklædt sig uhyggelige ishockeymasker må stå hen i det uvisse. Men ligeså lidt jeg ønsker at møde disse fyre en mørk aften med bat og lægtehammer, ligeså skæv, morsom og anderledes er etiketten fra Kongebryg i Næstved.

Mikrobryggeriet Ølværket i Esbjerg har med OFFSHORE etiketten ladet sig inspirere af olie / gas-udvindingen i Nordsøen og fået lavet et design der i styrke og råhed nok skal tiltale en eller anden borebisse.

Ret skal være ret! Royal Unibrew kan faktisk også lave pæne etiketter ;-). Her en etiket med en yndefuld servitrice foran Hotel Nimb / Tivoli Paladset. En ud af en serie på 3 etiketter fra vist nok 2015.

Vi slutter marts måneds moderne etiketter med en mere afdæmpet komposition. Meget teksttung men det stramme design, velvalgte harmoniske skrifttyper og matchende farvevalg får Rabarberøl etiketten til at fremstå stærk og vellykket. God påske!

Denne måneds samlerting er med emnet 'Det nære'. Dette skal forstås som etiketter el. andet fra den/de bryggerier/mineralvandsfabrikker som ligger/lå tættest på en speciel lokation for een selv: f.eks. ens fødested, hvor du voksede op el. hvor du bor nu. Denne etiket fra Kajberg Brøndanstalt i Vanløse er vel ikke blandt de mest spændende etiketter i sig selv pga. det noget simple design, men anstalten "udmærker" sig ved at have ligget 240 meter fra, hvor jeg voksede op. Det er tæt på men vi skal længere ind

Mineralvandsfabrikken Geysir er heller ikke blandt de mest kendte selvom navnet nu ikke er helt ringe valgt til sådan en fabrik. Her med et "Bogstav"-design som mange fabrikker dengang benyttede sig af til langt op i 1900-tallet (men vel også Brøckhouse i nyere tid, dog i en lidt mere forfinet udgave). Tilbage til Geysir, der i starten af 1900-tallet lå på Dronningensgade 25 på Christianshavn, blot 57 m. fra min senere kollegiebolig. Vi er tæt på...men vi skal længere ind, helt ind til benet!....læs mere...

Helt inde ved "benet" er vi nu: ca. 15 meter fra mit barndomshjems gadedør til hjørnet af Jernbane Allé og Jyllingevej i Vanløse, lå i slutningen af 1910erne til 1930 Tholanders købmandshandel. I denne butiks kælder har der været fremstillet sodavand, sikkert ikke i stort antal og nærmere årstal for produktionen kendes ikke, men antageligt i 1920erne. Jf. listen over bryggerier og fabrikker udarbejdet ca. 1995 af Steffen Gerdes skulle der findes en etiket fra denne "fabrik". Jeg vil utroligt gerne vise denne, men har desværre ikke kendskab til om den stadig findes. Måske nogen ved det? (I parentes skal bemærkes, at hvis man slår stedet op på et nutidigt kort og ikke kan få de to gader til at mødes, så er den altså god nok: Jyllingevej blev i 1936 omdøbt til Jydeholmen!)

Har du en lignende "historie" fortalt i etiketter, flasker, kaspler, siphoner, foto eller andet relevant, så skriv til webmasteren så vi kan få vist lidt forskelligt indenfor vores fælles hobby. Er der mon nogen der kan "komme" tættere på end 15 meter ? Hvis ikke er det også helt i orden! Om det er meter eller kilometer det betyder ikke noget, blot vi hører fra dig!

De ældste bevarede vifter stammer fra ca. 1370 f.kr. og er fundet i Tutankhamons grav i Egypten. Denne vifte er dog ikke så gammel, men stammer fra Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i Kjøbenhavn 1888 og er en fantastisk flot reklame for Bryggeriet Ceres, Aarhus. Ud over viftens umiddelbare brug som solafskærmning eller til at give en let brise i ansigtet udviklede der sig i 1700/1800-tallet et helt 'viftesprog' (engelsk: Fanology), hvor damerne ved brug af viftens placering, bevægelse og om denne var udfoldet eller lukket kunne signalere til bejlende herrer om de skulle holde sig væk eller måske havde en chance for at gøre deres hoser grønne... (faktisk har mænd også benyttet vifter, dog i mindre omfang). Stor tak til Michael Tullberg for den spændene vifte.

Den store hovedbygning ved Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i Kjøbenhavn 1888 var tegnet af Martin Nyrup og lå på Halmtorvet (det hed Rådshuspladsen dengang), hvor det senere Københavns Rådhus blev opført (sjovt nok også tegnet af Martin Nyrup). Tivolis område var af udstillingen lejet hele sæsonen og i denne have kunne gæsterne opleve den første elevator i Danmark. Elevatoren var placeret indeni en ting, som alle bryggerisamlere må kende: Tuborg flasken (se foto). Flasken var tegnet af arkitekt Viggo Klein, og var beklædt med bemalet lærred og dekoreret med etiket til Tuborg Lager Øl (Rød Tuborg).

En halsetiket fra Tuborg Øl, der på udstillingen modtog hæder. Af andre danske bryggerier på udstillingen var foruden Ceres og Tuborg: Bryggeriet Rabeshave, Kastrup Bryggeri v. C.M. Larsen, Kongens Bryghus, Bryggeriet i Rahbeks Alle samt Horsens Baiersk- og Hvidtøl-bryggeri ved deres depot hos Alfred J. Jacobsen i København. Af danske mineralvandsfabrikker var Rosenborg Brøndanstalt, Sødring & Co. og Maglekilde i hvert fald repræsenteret.

Ny Carlsberg var også med.... Findes der hos samlerne andre etiketter med mindelser fra udstillingen - findes der måske endda brystetiketter eller glas eller andet bryggerirelateret med motiv fra denne....?

Juni måneds samlerting vender tilbage til emajleskiltenes glorværdige tid. Vi starter med et skilt fremstillet for Københavns Bryggerier og Malterier, Hafnia.Tegnet af Atelier Leroi, Berlin og fremstillet af Frankfurter Emaillirwerke, Neu Isenburg, antagelig ca. 1913

Et dejligt skilt med Lagerøl etiket fra Bryggeriet Odense. Fremtillet for Joh. Thejl ca. 1930erne

Tilsidst skal vi til mineralvandsfabrikken CITO i Randers (Aage Lanng's Fabrikker) med måske et af de flotteste emaljeskilte der er fremstillet til sodavand i Danmark. Fremstillet for Jothejla, 1932.

Juli måneds samlerting må selvfølgelig have noget at gøre med den fantastiske sommer vi har haft i år. Så her er vi sammen med Frisco i Ringsted taget til stranden med den unge skønhed og hvem kunne ikke trænge til en 'svalkande sommardrink'?

En meget dejlig harmonisk etiket til "Sommer Øl" i en sjælden set lilla farve fra Tuborgs Fabrikker. Antagelig fra slut 1800-tallet og desværre ikke så nem at finde idag.

Og så tilbage til nutiden med Mikkellers 'Drink'in in the Sun' fra sommeren 2008.

Den måtte jo komme! Maleren Erik Henningsens motiv 'Tuborg-Øl' med den berømte 'Den tørstige mand" der i varmen vist godt kunne trænge til et glas øl - og hvem kunne ikke det. Vandt 2. pladsen i Tuborgs plakatkonkurrence i 1900. Fra 1979 og nogle år frem prydede en omarbejdet udgave af plakaten ½-liters øllen 'Den Store Tuborg'. God sommer!

August måneds samlerting kan ses på flere planer: en hyldest til jernbanen og specielt den nostalgiske del af den vil det vise sig..og måske som en ide til et nyt samlerområde: Der findes jo hvad man kunne kalde "sorts-samlere" dvs. samlere af f.eks. citronvand, (jule)hvidtøl, sportsvand og måske andet, men hvor mange "motiv samlere" har vi ? Det er/var jo en meget udbredt samlertype indenfor frimærker (i hvert fald da jeg var barn), men ikke rigtig noget man ser meget til indenfor vores hobby, kun måske etiketter med royale motiver. Ligesom undertegnede er der jo flere samlere, der ud over etiketterne, også er interesseret i tog - enten som hobby eller professionelt - så ideen er hermed givet videre....fut fut.... Tuborg export etiket før 1910. Hvis nogle samlere kender et mere specifikt årstal så giv gerne lyd.

Den tyske immigrant George Wiedemann var brygmester på Kauffmann Brewery i Over-the-Rhine, Cincinnatti men flyttede i 1870erne til Newport, hvor han sammen med John Butcher drev The Jackson Street Brewery. G. Wiedemann købte partneren ud og dannede i 1878 The Geo. Wiedemann Brewing Co., Newport, Kentucky, U.S.A. hvorfra denne Bohemian Beer stammer. Etiket fra ca. 1890/1910. Etiketten viser en spisevogn fra passagertoget 'The F.F.V.' (Fast Flying Virginian), som - med lidt ændrede ruteplaner gennem tiden - kørte første gang 11/5-1889 og sidst 12/5-1968 dagligt mellem Washington, D.C. til Cincinnati, Ohio. Det kan desuden oplyses af selskabets navn "Chesapeake & Ohio" hentyder til Ohio River og ikke staten Ohio.

Polsk / russisk før-revolutions øletiket med fuld damp på

Da jeg så denne flotte 'Locomotive Lager' tænkte jeg først: enten må Crabville Brewing Co. (vel et lille nanobryggeri?) have set det danske mikrobryggeri Skræp Bryghus' etiketter - eller omvendt. Men så fandt jeg ud af, at de vist begge er genereret ved hjælp af siden www.beerlabelizer.com som vist også det nu lukkede Orø Bryghus har benyttet....og måske flere andre?

Det har faktisk ikke været let at finde danske etiketter med jernbane / lokomotiv-motiver. Vi har masser af sejlbåde og skibe (vi er jo en søfartsnation) og en del biler og enkelte fly, men det er - efter hvad jeg kan finde - næsten kun sodavandsetiketter der har haft "tog på". Skulle der være nogle samlere der har øletiketter, så send gerne ind til webmasteren så vi kan få vist dem!

Et andet eksempel på en dansk "lokomotiv-etiket": Her et plagiat af Sct. Nicolauskilde Brøndanstalts A.B.C. Sport-Selters. Fabrikken Salling i Roslev er ikke de eneste der har haft gang i kopimaskinen også Aktiv fra Hadsund har lignende etiket.

Fra Tighthead Brewing Company, Mundelein, Il. U.S.A. kommer en "sjældenhed": et jernbanemotiv som ikke er et (damp)lokomotiv. Her en flot Boxcar Porter. Mon der findes en "Caboose Cola" eller en "Gondola Gueuze" eller hvad med en 'DSB Slow Brew".....

Et klogt ord lyder jo: "Lad bilen stå" eller hvis vi skal holdes os til det engelske som på denne etiket: "Don't Drink and Drive". Måske denne loko-fører fra helvede skulle have lyttet lidt til ovenstående. Crooked Fence Brewing Company fra Garden City, Idaho, U.S.A. er ansvarlig for denne 'Train Wreck'. Med denne etiket ønskes medlemmerne en forsat god (sen)sommer og kør nu forsigtigt ;-)

Denne måneds samlerting er bryggeri emblemer samt medaljer. Først vises her seks besøgsemblemer, som "i gamle dage" blev udleveret efter besøg på bryggeriet. Emblemet i øverste række til højre er fremstillet fra 27/8-1974 til i hvert fald 1976 i ialt 121.000 stk. / Elefanten først i nederste række er fremstillet fra 12/8-1968 til i hvert fald 76 i ialt 219.000 eksemplarer / Nederste række til højre fra 2/7-1970 til i hvert fald 74 i 47.000 stk. STOR TAK til Flemming Birck Pedersen for dette input. Flemming vil meget gerne høre fra dig hvis du kan fortælle mere om disse besøgsemblemer!

Enhver bagside har jo også en forside, og den er værd at vise, specielt hvis den er så spændende som denne her ;-) Emblemer, medaljer samt pins fra bl.a. Tuborg, Carlsberg, Thor samt diverse udenlandske bryggerier sat på en herlig samlervest, der her bliver flot båret af Jørgen.

En hvilken som helst general ville blive grøn af misundelse over denne gang "sildesalat" ;-) Et par af disse medaljer vil blive vist nærmere nu, flere kommer senere.

Her er to forskellige besøgsemblemer fra Tuborgs Bryggerier. Har andre bryggerier end Tuborg og Carlsberg lavet lign. til deres besøgende ? Og hvad med mineralvandsfabrikker, findes der emblemer fra dem ? Send gerne foto af sådanne (gerne sat på vest eller på hvid baggrund), så kan vi vise flere på et senere tidspunkt.

...og vi slutter denne måneds samlerting med bagsiden af medaljen ;-) Stor tak til Flemming og Jørgen for input og tålmodighed.

Klik på fotografierne nederst og læs mere...

----

Har DU en spændende samlerting du vil fortælle om og vise til os andre i stedet for at gemme den i et kedeligt støvet album?

Så kan du nu indsende foto og tekst til:

webmaster@scanbrew.dk
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE